I kunsthistorien har håret ofte spillet rollen som det sted, drifterne gemmer sig. Og er håret uredt og uglet, sådan som det oftest er efter søvn­en, er symbolikken så meget mere dramatisk. Hårets po­ten­tiale ses tydeligt i de mange versioner af ‘Samson og De­li­lah’, fra Cranach den Ældre over Rubens til moderne ma­le­r­e som Max Liebermann. Men håret spiller også en central rolle som markør af det intime hos kunstnere som Degas, hvor vi kommer med helt ind i privatsfæren under kvindernes toilette. Håret er således både farligt og dragende, fyldt med utæmmet begær og sensua­li­tet. Det er et tegn på den fy­si­ske krop, og optræder derfor oftest i velplejet og opsat form!

Trine Ross, 2012

Med hverdagens formfuldendte kombinationer af frisurer og klæ­der, iklæder vi os uniformer der skaber og fortæller historien om hvem vi er – og ikke mindst hvem vi ikke er.

Hvor hverdagens frisurer med­vidner om forskelle, er morgen­håret den fælles uniform af individuelt og altid foranderligt kaos, der blidt iklædes os under søvnen.

Morgenhåret er en uniform, vi ikke selv har valgt – en fælles­menneskelig dragt, vi ikke selv har formet.

En dragt som – hvis vi er op­mærk­somme på det – kær­komment minder os om, at vi altid også er mere end hver­dagens rollegivende og reducerende uniformer.

Janus Hecht, 2012

I Purity and Danger beskriver Mary Douglas, hvordan snavs er ‘matter out of place’, fordi snavs strider imod den sociale orden. Fænomenet morgenhår er en slags ‘matter out of place’, fordi håret er rodet og i uorden, men også fordi håret ikke passer ind i samfundets orden. Som et levn fra nattens mere eller mindre bevidste handlinger er morgenhår ikke direkte ‘danger’, men bestemt heller ikke ‘purity’. Derfor optræder det som et tabu, for intimt at dele med andre, udover nogle få indviede.

Sebelelo Kirstine L. Mohapeloa & Rikke Ulk, 2012