Morgenhår
Kunsthistorikeren
Kunsthistorien har håret ofte spillet rollen som det sted, drifterne gemmer sig. Og er håret uredt og uglet, sådan som det oftest er efter søvnen, er symbolikken så meget mere dramatisk.
Hårets potentiale ses tydeligt i de mange versioner af ‘Samson og Delilah’, fra Cranach den Ældre over Rubens til moderne malere som Max Liebermann. Men håret spiller også en central rolle som markør af det intime hos kunstnere som Degas, hvor vi kommer med helt ind i privatsfæren under kvindernes toilette. Håret er således både farligt og dragende, fyldt med utæmmet begær og sensualitet. Det er et tegn på den fysiske krop, og optræder derfor oftest i velplejet og opsat form!
Trine Ross, 2012
Filosoffen
Med hverdagens formfuldendte kombinationer af frisurer og klæder, iklæder vi os uniformer der skaber og fortæller historien om hvem vi er – og ikke mindst hvem vi ikke er.
Hvor hverdagens frisurer medvidner om forskelle, er morgenhåret den fælles uniform af individuelt og altid foranderligt kaos, der blidt iklædes os under søvnen.
Morgenhåret er en uniform, vi ikke selv har valgt – en fællesmenneskelig dragt, vi ikke selv har formet.
En dragt som – hvis vi er opmærksomme på det – kærkomment minder os om, at vi altid også er mere end hverdagens rollegivende og reducerende uniformer.
Janus Hecht, 2012
Antropologerne
Purity and Danger beskriver Mary Douglas, hvordan snavs er ‘matter out of place’, fordi snavs strider imod den sociale orden. Fænomenet morgenhår er en slags ‘matter out of place’, fordi håret er rodet og i uorden, men også fordi håret ikke passer ind i samfundets orden. Som et levn fra nattens mere eller mindre bevidste handlinger er morgenhår ikke direkte ‘danger’, men bestemt heller ikke ‘purity’. Derfor optræder det som et tabu, for intimt at dele med andre, udover nogle få indviede.
Sebelelo Kirstine L. Mohapeloa & Rikke Ulk, 2012
Signe Adrian om morgenhår
I serien „Morgenhår“ undersøges menneskers morgenhår. Hvordan gebærder det sig? Hvad laver egentligt det morgenhår, som de fleste sletter sporene efter så snart tæerne har ramt badeværelsesgulvet? Hvad har morgenhår egentligt gang i?
Nogle har det hver dag. Andre slet ikke. Nogle får jævnligt besøg. Men hvad med den skaldede?
Med god hjælp fra natten finder morgenhår sit helt særegne udtryk. Det lever sit eget selvstændige liv. Sommetider splitter det sig op: en portion søger mod højre, en anden portion mod venstre, mens en rest rækker op ad.
Af og til stikker en lille anarkist-gruppe af fra resten og stritter fuldstændig modsat af den store hårmængde. Modige og stolte står de sammen om en retning.
Nogle hår beslutter sig for en bue eller krølle, som kun el og krøllejern ellers har patent på. Nogle møver sig sammen på lidt plads og bliver til knuder. Opfindsomt byder det på nye kombinationer og linjer.
Morgenhår skeler ikke til ældre eller ung, kendt eller ukendt. Fodbolddreng eller fotomodel, professor, frisør, statsminister, hjemløs – morgenhåret fordeler sig gavmildt.
Alligevel går folk sjældent på opdagelse i morgenhår. Ja, hvem værner egentligt om det? Værdsætter det? Eller ligefrem fremhæver det? Niksen. Morgenhår har kort levetid. Det angribes af kam og børste, vand og shampoo. Føntørrer tager over, voks og lak tvinger håret ind i nye kurver og kværner hårfine og selvstændige initiativer væk. Vum! – morgenhåret er forduftet.
Signe Adrian 2010
tusind tommelfingre
Som barn fik Signe Adrian ondt i hovedet af farven på en af hendes mors bluser. Og farverne gør stadig et stort indtryk på hende, selvom glæden i dag oftere kommer til udtryk gennem hendes udforskning af maleriets elementer i videste forstand.
Derfor duver skiftevis florlette og massive farvefelter på hendes lærreder, tunge tommelfingre sætter deres aftryk, hurtigt, for derefter evigt at spille op til de lige linjer, til stregerne, der bliver til striber og lægger sig i lag.
Sådan er Signe Adrians malerier: på en gang linjeforløb og undersøgelse, hastigt udført og til stadighed nysgerrige. Det er denne leg med elementerne, denne fortløbende udforskning af maleriets materialer, der i de seneste år i stadig stigende grad har kilet sig ind i Signe Adrians liv. Selv betegner hun sit kunstneriske arbejde som laboratorieagtigt, for hun holder af at sætte sig selv opgaver og derefter gå nærmest videnskabeligt til værks. Og det, der undersøges og udforskes, er penselføringens betydning, farvernes møde, forskellige former for overfladetekstur, hvad valget af pensel betyder, hvordan transparens giver ny mening til tungere områder – eller ligefrem hvordan det rå lærred kan gå i dialog med tungt bemalede områder.
Tag nu stregerne. De kan være tykke eller tynde eller måske transparente, de kan overlappe hinanden, ligge pænt i striber eller kun røre hinanden med en forsigtighed, som Signe Adrian kalder ballerinaagtig. Derefter melder næste spørgsmål sig, for hvor mange, eller hvor få, streger skal der til? Adskillige afprøvninger, og dermed værker, senere, har Signe Adrian kørt linjen, stregen, så langt ud, at hun ikke kan flere af dem foreløbig. Hun har været omkring adskillige yderligheder, og måske er hun undervejs i arbejdet stødt på former, farver eller andre elementer, der skal videreafprøves på nye lærreder i andre kontekster.
Man kan indlæse arven fra de amerikanske ‘Color Field’ malere, som Sam Francis, i Signe Adrians værker, eller man kan forsøge at genfinde hendes farvebrug blandt yngre danske kunstnere. Men dybest set arbejder Signe Adrian i sit eget felt. Her henviser de mange tommelfingre, både i malerierne og i deres titler, til en vestrehåndsklodsethed, som Signe Adrian til fulde vedkender sig. Hun betegner sig selv som en klumpfod, der gør brug af de helt store armbevægelser – og som derfor altid er den, der vælter kaffekoppen. Men når man som Signe Adrian får åndenød af farver afgrænset præcist af malertape, så er det ikke sært at insistere netop på denne klodsethed, på at streger ikke behøver at ligge snorlige og at udefra kommende materialer som blyant, kuglepen og tusser, kan være en kickstarter for et maleri, selvom de egentlig ikke hører til på et lærred, men traditionelt set er materialer for papirarbejder. Der er dog god mening i dette materiale cross over, for Signe Adrian arbejder med sit lærred, sådan som de fleste andre arbejder på papir: hurtigt og uden fortrydelsesret. Og så kan de transparente felter antage karakter af silkepapir, sart og gennemsigtigt, men også med sin egen helt særegne styrke.
En af de grundlæggende udfordringer for en kunstner er at vide, hvornår et værk er færdigt. Og det gælder ikke mindst, hvis man som Signe Adrian, arbejder nonfigurativt. Men her har hun en instinktiv fornemmelse af, hvornår værket klinger ud og hun har været der – men ikke længere er der.
Trine Ross, kunstanmelder på Politiken, 2007
All Thumbs – english version
When Signe Adrian was a child, her head ached from the colour of one of her mother’s blouses. Colours still make a big impression on her, although now she finds expression through an exploration of painting’s elements in the broadest sense. Gauzy areas alternate with solid bands of colour on her canvases. Heavy thumbs create urgent prints which interact with straight lines, brush strokes and layers of stripes.
These are the paintings of Signe Adrian; the flow of a line and its analysis, vigorously executed, unceasingly curious. This toying with elements and an ongoing exploration of the materials of painting are increasingly a concern of the artist’s work. She describes her work as being almost clinical in nature. She likes assigning herself exercises, which she then approaches quite systematically.
Her work explores the significance of a brushstroke, the interaction of colour with various types of surface weave, the relevance of brush choice, how translucency can reinterpret heavier painting, and how the raw canvas can engage with heavily painted areas.
Take the lines: they can be thick or thin or even diaphanous, they may overlap, lie neatly in stripes or barely touch each other with a delicacy that Signe Adrian describes as ballerina-like. This brings us to the next question. How many lines should there be? After many experiments and completed works, the line has been pushed to such an extreme by Signe Adrian that she can go no further with it for now. She has reached several limits and has perhaps in the process encountered shapes, colours and forms which will require exploration on new canvases and in other contexts.
One can detect the legacy of American “Color Field” painters, like Sam Francis, in Signe Adrian’s works, or one can try to attribute the influence of colour to young Danish artists, however her work is true to herself. The many thumbprints in the paintings and the titles refer to a lefthanded gaucheness which Signe Adrian fully acknowledges. She portrays herself as a clubfoot, one who employs large gestures and who therefore is always the one overturning the coffee cup. But when like Signe Adrian you gasp at colours accurately defined by masking tape, it is not strange to insist precisely on this clumsiness, to emphasise that lines need not be straight and that extraneous materials such as pencil, pen and marker can kickstart a painting, though they are traditionally the materials of graphics, not canvas. Yet using these media makes sense as Signe Adrian works on canvas in the same way most people work on paper, quickly and without correction. The diaphanous areas assume the properties of tissuepaper, exquisite and ethereal, yet with their own idiosyncratic strength.
A fundamental challenge for any artist is knowing when a piece of work is finished. Particularly, if like Signe Adrian one is working non-figuratively. However she has an innate sense of when the work ebbs and that she has been there – but is no longer.
Trine Ross, Art Critic for Politiken, 2007
Kirsten Rotbøll Lassen og Signe Adrian i Pakhuset
Tilsyneladende forestiller Signe Adrians og Kirsten Rotbøll Lassens billeder ikke noget. Billedernes kvaliteter – det anliggende de to kunstnere har med maleriet – er undersøgelser af farve, af farvers møde i et billederum og forskellige måder at komponere et billede på ud fra nogle selvskabte regler.
De to kunstnere, der udstiller i fællesskab i Pakhuset i Nykøbing Sjælland, arbejder i forskellige traditioner. Signe Adrian bruger bløde, organiske former, mens Kirsten Rotbøll Lassen arbejder med et stramt form-sprog, der har rødder tilbage til det geometrisk funderede, nonfigurative maleri. Umiddelbart forestiller det ikke noget, men selv de russiske konstruktivister var motivisk optagede af maskiner og arkitektur og tanken om fremskridt og modernitet, og en maler som Richard Mortensen kunne eksempelvis være inspireret af landskaber, han var fortrolig med.
Det behøver man ikke at vide for at få glæde af at se på billederne, og noget tilsvarende gør sig gældende for Signe Adrians og Kirsten Rotbølls arbejder. De forestiller ikke noget, men der er en historie bag dem; som nævnt nogle spilleregler der giver frihed frem for begrænsninger. I deres billeder gennemarbejder de to kunstnere en motivisk tematik, som de varierer. Signe Adrian har således taget udgangspunkt i forskellige former for kropsbehåring, mens det bagvedliggende motiv hos Kirsten Rotbøll er vinduet. Ser man billederne samlet som en maleriinstallation, bliver det motiviske udgangspunkt imidlertid tydeligt.
I sine billeder har Signe Adrian været optaget af formerne i de mange forskellige slags hår, der findes. Det vi har på hovedet, under armene og mellem benene. Men til syvende og sidst er det kunstnerens mellemværende med farven og forskellige former for arbejdet med penslernes spor, der kan forme sig som mødet mellem forskellige farvers kvaliteter, når de bliver placeret ved siden af hinanden, hænger som guirlander ned over billedfladen eller optræder som koncentrerede farveeksplosioner på det hvide lærred.
Vinduet er et klassisk motiv i billedkunsten og kan tillægges mange symbolske betydninger; eksempelvis at være fanget i en bestemt situation og længes efter verden uden for, og det er i hvert fald én af de associationer, man kan få. Kirsten Rotbøll Lassen maler vinduet set både ude fra og inde fra, men vinduerne er næsten altid farvemæssigt oplyst af noget, der kan minde os om gardiner og dermed få os til at tænke på, hvilke mennesker, der bor inden for murene. Hvem er det, der sidder der ved vinduet?
Fælles for de to kunstnere er, at motivet er en undskyldning. Ved at arbejde konsekvent med den bagvedliggende idé frigøres energien til at arbejde med farven som maleriets egentlige formål.
Torben Weirup – kunstkritiker ved Berlingske Tidende, forfatter – 2010
Fumlerier
Med krigsforældre sidder det under huden: klip hul på tuben, der gemmer sig altid håndcreme i krogene. Den for korte badedragt kan vel klippes op til en BH i det mindste. Udnyt for Guds skyld papiret på begge sider. Helt ud til kanten og hov – et bart hjørne – her kan bestemt klemmes en figur ind. Alt andet er frås! Så hører jeg min mors stemme: „Sig mig, hvorfor maler pigebarnet ikke på hele lærredet? Alt det rå lærred uden en eneste klat maling…“
„Jo men,“ svarer jeg, „se lige på et af nabobillederne. Her ligger lag på lag på lag. En masse lag kan overhovedet ikke ses. Sætter man monoklen for øjet, ser man, at der stikker en lille flig ud af en farve, der har været så uheldig at ligge nederst i bunken. Men den skal nødig klage: den er synlig. Tænk på de mange stakkels strøg, som fuldstændig er kørt over af farve-damptromler og ingen – kun jeg som har haft fingre i dem – får dem nogensinde at se. Det er for alvor surt.“
Måske spørger én og anden: Jamen, hvad er det egentlig hun er optaget af?
Det kan jeg da nemt svare på. Det er noget så enkelt som kontraster. Helt overdreven megen maling, så man tænker „så slap dog af, kone!“ og så modsat: så lidt maling som muligt. Florlet og massivt! Et lag og 46 lag. Bart – proppet.
Mange farver – få farver (gråt eller jordfarvet: Gab!)
Tykt – tyndt
Klare farver – grumsede farver
Vandret – lodret og cirklet
Tykke pensler – tynde pensler
Tungt – let
Mange forskellige farver side om side eller sortere og samle, så man skulle tro jeg havde fået farve-rengøringsvanvid. Bundte og blive katalog-agtig.
Forresten: Hvad kan min arm? Den kan lave
et strøg som stoppes med et kontant bevægelse
et strøg som får lov at tone ud, blive fjerlet og som hår i udstrøget
aflange buer og fummelfingre
Og så kan den streger. Det er i sig selv en stor ting, når man tænker på mine blækregnings-opgaver i skolen, der vendte tilbage påført med „Det er for gnidret. Ulæseligt. Streger laves med lineal.“
Fælles for malerierne er, at de er gjort med hurtige strøg. Vupti! Ingen snørklerier – og ingen fortrydelsesret.
I mine titler har jeg insisteret på det kejtede, kluntede, gakkede, på klodsmajoren, de 10-tommelfingre på hver hånd og ups’erne, Derfor titler som Mess Up!, All Thumbs, Oops og Hodge podge.
Signe Adrian – om sit billedunivers 2010
Knitwear’s Nightmare
I serien Knitwear’s Nightmare undersøger jeg kontrasterne i strik, en skitseagtig tegning, krusseduller på hvidt papir, akrylmaling, tekst og maleri. I tegningerne leger jeg med ramme-grænsen mellem billedet indenfor og den strikkede virkelighed udenfor. Gad vide, hvor meget jeg kan hive eller skævvride i strikketøjet eller havehegnet? Og hvad med overgangene mellem blyant og ægte lynlås eller den flakkende tyndslidte garn-ende? I malerierne buldrer det løs med akrylmaling, tusch og blyant.
Jeg er optaget af, hvad elementerne kan sammen og af fummelværk og præcision. Noget fummelværk er bare bedre end andet, men hvornår lykkes det egentligt? Af og til går det galt. Andre gange stikker fummel-strikketøjet helt af! Hvert værk er forsynet med en kort tekst, som bokser med sprogets lydside, så tungen slår knuder.
Værkerne i Knitwear’s Nightmare er en insisteren på det båtnakkede og uperfekte. Hverdagens små og store ulykker i strikketøjets liv er udført hastigt og let. Der er tale om en hyldest til det bøvlede og hverdagens poetiske fumlerier.
Signe Adrian 2023
Se omtale i Kunstavisen