Signe Adrian

tusind tommelfingre

Som barn fik Signe Adrian ondt i hovedet af farven på en af hendes mors bluser. Og farverne gør stadig et stort indtryk på hende, selvom glæden i dag oftere kommer til udtryk gennem hendes udforskning af maleriets elementer i videste forstand.

Derfor duver skiftevis florlette og massive farvefelter på hendes lærreder, tunge tommelfingre sætter deres aftryk, hurtigt, for derefter evigt at spille op til de lige linjer, til stregerne, der bliver til striber og lægger sig i lag.

Sådan er Signe Adrians malerier: på en gang linjeforløb og undersøgelse, hastigt udført og til stadighed nysgerrige. Det er denne leg med elementerne, denne fortløbende udforskning af maleriets materialer, der i de seneste år i stadig stigende grad har kilet sig ind i Signe Adrians liv. Selv betegner hun sit kunstneriske arbejde som laboratorieagtigt, for hun holder af at sætte sig selv opgaver og derefter gå nærmest videnskabeligt til værks. Og det, der undersøges og udforskes, er penselføringens betydning, farvernes møde, forskellige former for overfladetekstur, hvad valget af pensel betyder, hvordan transparens giver ny mening til tungere områder – eller ligefrem hvordan det rå lærred kan gå i dialog med tungt bemalede områder.

Tag nu stregerne. De kan være tykke eller tynde eller måske transparente, de kan overlappe hinanden, ligge pænt i striber eller kun røre hinanden med en forsigtighed, som Signe Adrian kalder ballerinaagtig. Derefter melder næste spørgsmål sig, for hvor mange, eller hvor få, streger skal der til? Adskillige afprøvninger, og dermed værker, senere, har Signe Adrian kørt linjen, stregen, så langt ud, at hun ikke kan flere af dem foreløbig. Hun har været omkring adskillige yderligheder, og måske er hun undervejs i arbejdet stødt på former, farver eller andre elementer, der skal videreafprøves på nye lærreder i andre kontekster.

Man kan indlæse arven fra de amerikanske 'Color Field' malere, som Sam Francis, i Signe Adrians værker, eller man kan forsøge at genfinde hendes farvebrug blandt yngre danske kunstnere. Men dybest set arbejder Signe Adrian i sit eget felt. Her henviser de mange tommelfingre, både i malerierne og i deres titler, til en vestrehåndsklodsethed, som Signe Adrian til fulde vedkender sig. Hun betegner sig selv som en klumpfod, der gør brug af de helt store armbevægelser – og som derfor altid er den, der vælter kaffekoppen. Men når man som Signe Adrian får åndenød af farver afgrænset præcist af malertape, så er det ikke sært at insistere netop på denne klodsethed, på at streger ikke behøver at ligge snorlige og at udefra kommende materialer som blyant, kuglepen og tusser, kan være en kickstarter for et maleri, selvom de egentlig ikke hører til på et lærred, men traditionelt set er materialer for papirarbejder. Der er dog god mening i dette materiale cross over, for Signe Adrian arbejder med sit lærred, sådan som de fleste andre arbejder på papir: hurtigt og uden fortrydelsesret. Og så kan de transparente felter antage karakter af silkepapir, sart og gennemsigtigt, men også med sin egen helt særegne styrke.

En af de grundlæggende udfordringer for en kunstner er at vide, hvornår et værk er færdigt. Og det gælder ikke mindst, hvis man som Signe Adrian, arbejder nonfigurativt. Men her har hun en instinktiv fornemmelse af, hvornår værket klinger ud og hun har været der – men ikke længere er der.

Trine Ross, kunstanmelder på Politiken, 2007

uk English version

Bibliografi

Dansk Kunst, nov. 2006
Kulturkontrakten juni 2004 (Kulturministeriet)